Sammen redder vi Isefjord
Vil du være med?
Isefjorden er i ubalance
Iltsvind, fedtemøj, døde havbunde og færre fisk er ikke længere enkelthændelser – de er tegn på, at fjorden er presset til det yderste.
Det skyldes blandt andet for mange næringsstoffer fra landbruget og ødelæggende aktiviteter som muslingeskrab. Men fjorden kan reddes, hvis vi handler nu.
Hos Red Isefjord tror vi på, at forandring sker, når almindelige mennesker står sammen og taler med én stemme. Vi arbejder for at stoppe muslingeskrab og få reduceret udledningen af kvælstof og fosfor til fjorden. Det kræver folkelig opbakning og politisk vilje.
Men det handler også om at forstå og styrke fjordens egen evne til at hele sig selv.
Fjorden som kulstoflager
Når planter som ålegræs og tang vokser i vandet, optager de CO₂ fra luften – præcis som træer gør på land. Når de dør og synker til bunds, kan kulstoffet blive lagret i havbunden i mange år.
Det kaldes kulstofbinding, og det er naturens måde at trække drivhusgasser ud af atmosfæren og lagre dem sikkert.
Men når havbunden bliver forstyrret – fx af muslingeskrab – frigives kulstoffet igen som CO₂. Det betyder, at kulstof, som ellers var gemt væk i havbunden, bliver hvirvlet op og sendt tilbage ud i vand og luft. Derfor er det ikke kun fjorden, men også klimaet, der påvirkes.
Jo sundere vores fjord er, jo bedre er den til at binde kulstof, rense vandet og skabe liv. Det er en naturlig proces, som vi skal give plads til – ikke modarbejde.
Vi kan gøre en forskel – sammen
Hvis vi vil redde fjorden, skal vi:
- Forbyde muslingeskrab og modarbejde smart farms
- Begrænse udledningen af næringsstoffer væsentligt
- Genskabe ålegræs, stenrev og bundliv
Red Isefjord arbejder for netop det. Vi er en forening af borgere, der ønsker en renere og rigere fjord – for naturens skyld, for klimaets skyld og for fremtidens skyld.
Vil du være med?